Aktiviteter i 2016 |
30. oktober 2016 Grindsted – Barndommens land
|
|
Med stort engagement og humor fortalte de om en tid, der var engang – om deres opvækst i købmandsforretningen på Vejlevej – og også om situationer, hvor livet har været noget vanskeligt. Ved de musikalske indslag medvirkede pianist en Ronnie Flyvbjerg Olesen.De mange tilhørere havde en fin eftermiddag, hvor man ikke blot hørte på Engelbrecht’ernes anekdoter og historier, men også fik en snak med gamle skolekammerater, venner og bekendte. …. |
12. april 2016
|
|
Tidligere overlærer Susan Nielsen fortalte, hvordan vejret var i hendes barndom: Solskin og varme fra morgen til aften om sommeren, sne og frost dagen lang om vinteren. Det tog tilhørerne for gode varer, for en del har oplevet præcist det samme vejrlig i deres barndom. Hun fortsatte med beretningen om alle de aktiviteter, børnene selv satte i gang. Det var en forholdsvis fattig efterkrigstid, men ikke desto mindre var der masser af legemuligheder – både i dagligdagen og når der var specielle begivenheder i byen. Byens børn blev ikke holdt i kort snor. Med området Nørregade/Nygade som udgangspunkt havde Susan og hendes venner hele midtbyen som aktionsområde, og de kendte hver en detalje i området. Søndagsskole og biograf med de nødvendige valg og fravalg var en del af børnelivet. Byens dengang kendte, store badebassin var også et stort hit. Helt eventyrligt var det naturligvis, når der var cirkus i by. Og cirkuspladsen var bogstaveligt talt i Susans baghave. |
|
Ove Jensen, tidligere isenkræmmer og nu kunsthandler, fortalte om sit ophav og om, hvordan hans far Åge Jensen købte en købmandsforretning på hjørnet af Nørregade og Skolegade (nu farvehandel), indtil han omkring 1950 købte isenkramforretningen på Torvet. Ove Jensen blev selv udlært i isenkram, og på grund af faderens sygdom overtog Ove også i en ret ung alder forretningen. Den drev han, indtil han afhændede den til Marius og Pia Overgaard for at fortsætte som galleriejer – et arbejde han stadig er meget glad for. Ove fortalte også om alle sine aktiviteter både i handelslivet, hvor han i en lang årrække var i bestyrelsen for Handelsstandsforeningen. Et af de vigtige jobs var, at han i en menneskalder stod for udvælgelsen af byens juletræ. En vigtigere og mere ærefuld post kan undertegnede referent næppe forestille sig. Også i det private har Ove haft mange aktiviteter i gang. Sport har altid været en vigtig faktor ved siden af det travle forretningsliv. En lærlingeuddannelse i Varde umuliggjorde, at Ove kunne træne med fodboldvennerne i Grindsted. I stedet trænede han formen i Varde med solide løbeture på et tidspunkt, hvor kun få begav sig ud i noget sådant. Løb blev dermed en livslang del af Oves liv. F.eks. har han deltaget i samtlige Engsøløb. Det er faktisk over 40. Da han er den eneste, der har præsteret det, vil hans rekord ikke kunne slås. |
|
Fotograf Jette Seidenschnur har boet 16 steder i Grindsted, før hun for 17 år siden slog sig ned i vestbyen, hvor hun stadigvæk bor. Jette fortalte lige som Susan om en dejlig og aktiv barndom. Jettes far blev i en ret sen alder udlært murer – snart murermester og bygmester, og det var typisk, at familien flyttede ind i et af hans nybyggede huse. Da det blev solgt, flyttede familien ind i næste nybyggede hus. Hendes aktive barndom fortsatte ind i ungdomslivet og et begyndende voksenliv, hvor hun via arbejde gradvist og næsten umærkeligt blev sluset ind i et voksenliv som erhvervskvinde. Arbejdet i den daværende jernbanekiosk var en væsentlig medvirkende erfaring på vejen. Jette fortalte, hvordan hun som ganske ung ved et tilfælde blev fotografmedhjælper uden at vide noget særligt om fotografering, men det lærte hun. Og ved et tilfælde kom hun – stadig som meget ung – til at overtage fotograf Knud Lunds forretning, da han på et tidspunkt blev for syg til at kunne fortsætte. Det blev til mange år som fotograf – et job som nu drives fra hjemmeadressen, og som hun stadig er meget glad for.
|